Lyre Akademisk Orkester og Kor

Presseservice fra Akademisk Kor.
Læs korets pressemeddelelser, og brug links til andre af korets informationssider.
Vil du abonnere på AOKinfo? Skriv din email her:

Pressemeddelelser

2006-03-09

Credo-koncert

Akademisk Orkester og Kor opfører Credo-satser af Palestrina, Bach, Mozart, Schubert, Gounod og Pärt. Præsentation ved Jens Østergaard. Helligaandskirken søndag den 2. april 2006 kl. 19.30.

"Credo" betyder "jeg tror". I Credo-koncerten præsenterer Akademisk Orkester og Kor et musikalsk fremadskridende præsentation af kompositioner over trosbekendelsens tekst. Tidligere docent i musikhistorie ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og dommer i Kontrapunkt, Jens Østergaard, præsenterer koncerten.

I den vestlige verden har vi sat musik til messeteksterne, lige siden middelalderens munke sang dem på gregorianske melodier. Fra den tid har hver ny periode i musikhistorien medført nye messekompositioner. Koncertens credosatser stammer fra seks messer, hvoraf den ældste er fra renæssancen og den nyeste blot 14 år gammel.

Det musiksprog og de musikalske vendinger, komponisterne rådede over, har gennemgået markante ændringer undervejs. Hver komponist udtrykker credotekstens indhold i sin musik og ud fra sin tids musiktraditioner. Koncerten er en enestående mulighed for at opleve udviklingen i musikalsk klangbillede og tekstpræsentation over 500 år:

Palestrinas klare, rene klange frembærer credoteksten tydeligt og farver den i diskrete nuancer efter ordenes betydning og indholdets mening. Hos Bach dannes en arkitektonisk struktur af barok symmetri og religiøse symboler bl.a. ved brug af toneart, satsform, taktart, harmonisk forløb og andre musikalske virkninger. I Mozarts credo udtrykkes teksten med klange fra wienerklassikkens opera og symfoni. Schubert alarmerer følelsesregisterets ekstremer ved brug af heftige musikalske kontrastvirkninger. Tekstfortolkningen fremhæver tydeligt inkarnationen, lidelsen og troen på det evige liv. Gounods credo er et majestætisk festfyrværkeri, som frembærer credoteksten i en musikalsk hyldest til skaberen. Med Pärt træder tonerne ud af den omgivende stilhed med en ny klang, og finder sammen i melodier, som minder sælsomt om gregoriansk kirkesang.

Solister: Sopran Marianne G. Nielsen, Alt Andrea Pellegrini, Tenor Erik Enqvist og Rasmus Gravers Nielsen, og Bas Steffen Bruun.

Yderligere oplysninger om kor og orkester samt koncerterne hos:

Tanja Weis
Akademisk Kor, Bestyrelsen
tanja@inbound.dk
mobil 27202850

Skrevet af Webmaster

Information

  • Aktuelle pressebilleder
  • Solistbilleder
  • Sidste nyt
  • Nenia Zenana
  • 100 års krønike
  • Udvalgte anmeldelser
  • Koncertplaner
Nyheder om koret
This page is powered by Blogger. Isn't yours?


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 16-08-1995.